SLOW i Beijing og Hangzhou 2024
SLOW i Dansk Kulturcenter i Beijing 2024
SLOW i Winland Gallery 2024
Introtekst for SLOW i Winland
I foråret 2024 åbnede min udstilling SLOW i Danish Cultural Center i Art Zone 798 i Beijing. 10 håndvævede billeder og et 17 meter langt maskinvævet værk var installerede i grandiose rum, som oprindeligt er bygget som ammunitionsfabrik i Bauhausinspireret arkitektur fra 1950’erne.Kulturcenterets personale og hyrede håndværkere var formidable samarbejdspartnere i arbejdet med at opbygge en udstilling, hvor værkernes monumentalitet og rummenes storhed smeltede sammen til et hele.
I sommeren 2024 flyttedes udstillingen til Winland Gallery i Hangzhou i det sydlige Kina. Flere vævede billeder blev tilføjet udstillingen og tre helt nye storprints på kollager af svensk olmerdug hang som en triptykon. Som i Beijing var det en fornøjelse at arbejde med profesionelle og engagerede håndværkere og galleriets personale.
Vævningerne:
Billedernes overflade opnår en struktur, som fanger lys og skygge, hvorved farverne opnår en egen dybde og intensitet. Skitserne udvikles på computer og er synteser af mange forsøg og ændringer undervejs.
Udgangspunktet er bl.a. fotos af ureflekterede eller tilfældige kompositioner, former eller overflader, som fanges i by og landskab.
Ved væven oversættes skitseforlægget og de farvede tråde blandes på samme måde, som en maler blander farver på sin palet. Undervejs er det muligt at se 30cm af det vævede billede, før det drejer omkring en bom og forsvinder ud af syne. Det er afgørende at væve uden større afbrydelser for at undgå visuelle brud i arbejdet, hvor et billede kan tage op til ti måneder at væve.
Tæt på opfattes overfladen pixelleret og den vævede karakter er tydelig. Langt fra samles udtrykket til et billede, hvor kun farvernes intensitet afslører, at det er en vævning.
Vegas triptykon:
De tre Vegasbilleder er seriegrafiske tryk på kollager af gammel svensk olmerdug. Olmerdugen er vævet i brillante farver mellem naturfarverne hvid, grå og brun. Når olmerdugsstykkerne syes sammen kant til kant, danner striberne synkoperede rytmer, som giver en fornemmelse af dybde bag de påtrykte billeder.